REKLAME
Man behøver ikke stå midt i en dramatisk livskrise for at begynde at undre sig over sine egne reaktioner.
Måske opstår den samme konflikt igen og igen i nære relationer. Måske siger man ja til mere, end man egentlig har overskud til, og bliver irriteret bagefter. Eller måske bruger man meget energi på at være den, der har styr på alting, samtidig med at det bliver sværere at mærke, hvad man selv har brug for.
Hverdagen kan på overfladen fungere ganske udmærket. Arbejdet bliver passet, aftalerne bliver holdt, og livet kører videre. Alligevel kan bestemte situationer føles påfaldende velkendte.
Det er ofte dér, nysgerrigheden bliver interessant: Hvorfor reagerer jeg sådan? Hvad sker der lige inden? Og hvorfor bliver det så svært at gøre noget andet, selvom jeg godt ved, hvordan jeg gerne ville reagere?
Psykoterapi kan skabe plads til at undersøge det, der gentager sig
Et forløb med psykoterapi kan være en ramme for at undersøge tilbagevendende tanker, følelser og handlemåder sammen med en terapeut.
På kbh-psykoterapeut.dk beskriver Camilla Holck Olrik blandt andet sit arbejde som en undersøgelse af mønstre og følelsesmæssige reaktioner. Hun beskriver desuden, at et typisk forløb begynder med en samtale, hvor relevante problemstillinger bliver kortlagt, hvorefter klient og terapeut i fællesskab kan sætte mål for det videre arbejde.
Det betyder ikke, at man på forhånd behøver vide præcis, hvad problemet er.
Tværtimod kan udgangspunktet være ganske hverdagsagtigt:
- “Jeg bliver altid defensiv, når nogen kritiserer mig.”
- “Jeg har svært ved at sige nej, selv når jeg gerne vil.”
- “Jeg tænker meget over, hvad andre synes om mig.”
- “Jeg ender ofte i den samme type konflikt.”
- “Jeg ved egentlig godt, hvad jeg burde gøre, men gør alligevel noget andet.”
Sådanne observationer er ikke nødvendigvis diagnoser eller tegn på én bestemt psykisk problemstilling. De kan ganske enkelt være steder, hvor det er relevant at blive mere nysgerrig på egne reaktioner.
I stedet for straks at forsøge at fjerne reaktionen, kan arbejdet derfor begynde med at forstå den.
Gamle strategier kan stadig være aktive i et nyt liv
Mennesker udvikler løbende måder at håndtere relationer og vanskelige situationer på. Nogle strategier fungerer fint i én periode af livet, men bliver mindre hjælpsomme senere.
Det kan eksempelvis være nyttigt at være ekstremt selvstændig i en bestemt situation. Senere kan den samme tendens gøre det svært at bede andre om hjælp. En stærk opmærksomhed på andres humør kan være blevet en vane, som betyder, at egne behov konsekvent kommer i anden række.
Pointen er ikke at stemple en bestemt adfærd som forkert.
Det interessante er, om den fortsat tjener den funktion, man ønsker.
Camilla Holck Olrik beskriver på sin hjemmeside en tilgang, hvor både tanker, følelser, kropslige reaktioner og relationelle erfaringer kan inddrages i terapien. Hun beskriver blandt andet en neuroaffektiv tilgang med opmærksomhed på samspillet mellem krop, følelser og relationer.
For klienten behøver de faglige betegnelser ikke nødvendigvis være det vigtigste. Mere afgørende er det ofte at kunne forstå, hvordan terapeuten arbejder, og om formen giver mening.
En samtale kan eksempelvis dreje sig om en konkret konflikt på arbejdet og samtidig åbne for et mønster, der også viser sig i familien eller i parforholdet. På den måde bliver det aktuelle problem en indgang til noget mere generelt.
Psykoterapi i København skal også kunne fungere i den faktiske hverdag
Selv et meningsfuldt terapiforløb skal fungere praktisk.
Hvis man bor eller arbejder i København, kan beliggenhed derfor spille en rolle. Klinikken på kbh-psykoterapeut.dk ligger i Knabrostræde i København K, og der tilbydes ifølge hjemmesiden også online samtaler.
Men geografien er kun én del af rammen.
Det er også værd at overveje, om man har mulighed for at møde nogenlunde regelmæssigt, og om man oplever tilstrækkelig tryghed i samtalen til at kunne være ærlig. Terapi bliver vanskelig at bruge konstruktivt, hvis man hele tiden forsøger at give de “rigtige” svar.
Man må derfor gerne være nysgerrig på selve samarbejdet. Kan man stille spørgsmål? Er det tydeligt, hvad der arbejdes med? Er der plads til at sige, at noget ikke giver mening? Og oplever man, at samtalerne tager udgangspunkt i det, der faktisk fylder?
Det kan være fristende at vente med at opsøge terapi, indtil der findes en entydig grund. Men hverdagen leverer sjældent en officiel besked om, at “nu er tidspunktet kommet”.
Nogle begynder, fordi noget gør meget ondt. Andre begynder, fordi de simpelthen er trætte af at havne samme sted igen.
Begge udgangspunkter kan føre til det samme grundlæggende spørgsmål: Hvad er det egentlig, der sker i mig, når dette mønster starter?
Det spørgsmål har ikke nødvendigvis et hurtigt svar. Men det kan være et langt mere brugbart sted at begynde end endnu et løfte til sig selv om, at “næste gang reagerer jeg anderledes”.
